Så skal der igen lægges tulipaner

Oprettelsesdato: 29-09-2013 09:54:10

Som det kan ses af indlæggene nedenfor, har jeg et broget bed med tulipaner og stauder (se også maj-indlæggene).

Det vanskeliggør jo løgnlægningen lidt - for dels skal man ikke ødelægge stauderne - dels er det møjærgerligt at grave ned gennem et tulipanløg fra tidligere. Derfor har jeg nu introduceret en ny metode:

1. Jeg bevæbner mig med løg, løglægger, en pose grillpinde (bambusspyd) og en knæpude samt en kurv til det ukrudt, jeg snupper ved samme lejlighed. Og i en lille spand blander jeg så tørt sand med organisk blomsterløggødning i forholdet 10 dele sand til 1 del gødning (ca.!).

Jeg lægger tulipanløgene ved hjælp af en løglægger, så hullet bliver mindst muligt. Når jeg har "boret" et hul (så dybt som muligt) drysser jeg ca. 1 spsk af gødningssandet ned i hullet. Dermed får mit kostbare løg både dræning (min jord er meget leret) og gødning til at starte på. Og så ned med løget, med den spidse ende opad naturligvis, og på med "jordproppen" fra løglæggeren. Og så kommer vi til grillpindene: Der hvor jeg har lagt et løg, stikker jeg en pind ned. De er tynde og diskrete og skæmmer ikke i bedet, men de tillader mig at se, hvor jeg har lagt løg.

I næste indlæg vil jeg berette, hvad jeg lægger i år.