Oprettelsesdato: 19-02-2010 16:37:33
Dette skrives på vej hjem fra Thessaloniki i Grækenland, hvor jeg har været på job i et par dage. Det er dejligt vejr her, 16-17 grader og letskyet. En kollega fra Østrig bemærkede, at det ikke engang er blevet efterår her: Træerne har stadig deres blade. Så måtte jeg jo belære ham om at på disse kanter (ved Middelhavet, altså) er mange løvtræer stedsegrønne. Det er jo netop derfor, de ikke kan overleve en vinter på vore breddegrader: Når de beholder løvet, bliver det let skadet af frost og kulde og kan ikke længere sørge for plantens stofskifte. Disse planter er så at sige gearet til at køre for lidt nedsat kraft om vinteren, men helt i stå går de ikke. Vores egne løvtræer, derimod, har gennem evolutionen lært at det betaler sig at smide bladene og ’gå i hi’. Hvis man har anskaffet sig et oliventræ, laurbær, jordbærtræ, rosmarin eller en af de mange andre dejlige middelhavsplanter, må man altså sørge for, at de får en middelhavsvinter. Og det er ikke inde i stuen, hvor der er for varmt. Nej, den ideelle vinter for disse planter er lys, tør og ca. 10 grader varm. Det nærmeste vi kan komme til det er i et (lidt) opvarmet drivhus eller et plantehotel. Et plantehotel lyder eksotisk, men er i virkeligheden bare et drivhus i et gartneri, hvor ejeren har fundet ud af, at det lønner sig bedre at passe folks oliventræer end at dyrke julestjerner!
Når jeg kommer hjem til Danmark, ved jeg, at det er ved at være lukketid for haven. Sommerblomsterne ligger med undtagelse af enkelte morgenfruer sorte og triste hen ad jorden og venter bare på at blive trukket op med rode og smidt på komposten. De glødende efterårsfarver er ved at være en saga blot. Jeg rev blade sammen sidste weekend, men nu har æbletræerne i mellemtiden tabt bladene, så jeg må på den igen, for de ligger i tykke lag. Når de er revet sammen i store bunker, tager jeg mine ”store hænder”. De store hænder er nærmest to skovlblade af plast med håndgreb. De kan fås i flere fabrikater og er et fortræffeligt redskab til formålet, fordi man kan opsamle og bære en ordentlig stak blade med dem og dermed slipper for at have gang i trillebør eller kurve. Bladene ryger ind i bedene, hvor de med regnormenes hjælp med tiden vil give et bidrag til jordens kvalitet.
Køkkenhaven er også trist at se på, lige med undtagelse af krydderurtebedet – men de fleste krydderurter er jo netop også fra Middelhavsegnene og dermed stedsegrønne (selv om en del af dem nærmest er stedsegrå!) Salvie, timian, vintersar og isop er stadig friske, selvom de snart vil hænge lidt med ørerne. I modsætning til de træer, jeg nævnte før, kan de med lidt besvær klare en dansk vinter. Hvis det bliver rigtig koldt, vil de dog sætte pris på et dække af fiberdug eller blade.
Når solen skinner, er der dog stadig (forhåbentlig) meget at sætte pris på. De stedsgrønne, som hele sommeren har været overskygget af blomsternes stærke farver bliver pludselig mere fremtrædende. Man kan faktisk også være så heldig, at der stadig er blomster. Portlandrosen ”Jacques Cartier”, står stadig med duftende, stærkt rosa blomster, og hvor alle de andre geranier har mistet pusten, gælder det ikke den, som meget passende hedder ”Little monster”, som stadig sørger for cyklamenrøde pletter i et ellers brunsort bed. Et dejligt lille uhyre!
De stedsgrønne kan bruges til buketter og dekorationer med tørre blomsterstande fra sommerblomster og de sidste roser, hvis man nænner – ellers kan man købe blomster. Gode blade: Kirsebærlaurbær, kristtorn, mahonie, salvie, kæmpestenbræk, nåletræer og –buske (ene, taks, tuja,). Jeg tager et lille fad og lægger en klods våd oasis i og stikker blomster og stedsegrønne blade i, så oasis’en er dækket. Det ser bedst ud, hvis de fleste blomster og grene er korte – så kan man evt. stikke et par længere ned ind imellem.
- Lad være med at køre med trillebør nu: Plænen er alt for våd
- Riv blade sammen
- Hvis du gider, og det er godt vejr: nu kan du slippe af med meget ukrudt. Brændenælder er lette at fjerne nu, hvor jorden er gennemvåd