2023- koldt, koldt forår

Så lader det til, at det omsider vil til at være forår. Jeg har ikke postet meget på siden her på det seneste, dels fordi jeg har været optaget af andre ting (og været i haven!), dels fordi jeg har kæmpet lidt med Googles nye hjemmesideformat. Men nu skal det være. 

Jeg lagde kartofler i påsken, som i år faldt i begyndelsen af april, efter at jeg havde haft bedet dækket med plast en måneds tid. De er lige begyndt at pippe op med de første blade, og den spinat, som jeg har sået mellem rækkerne, er også spiret.  Og så har vi glemt, at haven så brun og trist ud, for lige nu eksploderer den i grønt og farver. Jeg har forsøgt at følge med, men der er meget, der skal laves: Stauderne skal skæres ned (er sket!), der skal luges - jeg har vedbendærenpris overalt, det gør ikke så meget, men desværre er der meget skvalderkål under æbletræet og nu desværre også under ligusterhækken. 

Det har været et koldt, blæsende og vådt forår - især var april kold, og 1. maj lå temperaturen omkring syv grader.  I dag, d. 7. maj har de lovet 15 grader - juhu! Men det lille blomstrende træ, Cornus Hongkongensis har ikke taget godt imod vejret. Egentlig så det pænt ud, da det omkring 1. april blev pakket ud af sin fiberdugsfrakke, men siden da er det kommet til at se mere ynkeligt ud. Jeg overvejer stærkt at erstatte det med et paradisæbletræ, som er lidt mere robust. 

Til gengæld er jeg superglad over mine tulipaner. I det gulhvide bed blomstrer den vidunderlige 'White Valley' med de grønne striber og 'Creme fraiche'. oI dette bed står også pæonen Molly the Witch (aka Peonia mlokosewitschi) i knop, og det store spørgsmål er nu, om den vil vise sig at være gul (som jeg helst vil have) eller lyserød!

I Kenzo-bedet er der også gang i den. Her blomstrer 'Orange Emperor', som virkelig lyser op og ser ud til at være robust. Ud over den er de mørke ved at komme i gang:  Muvota med orange kanter på purpurrøde kronblade og den mørkeøde Mascara. Desuden nogle fra tidligere år, blandt andet de lilla i forgrunden