Det hvid-gule bed og det sarte træ

I flere år har jeg haft planer om at nedlægge en del af græsplænen til fordel for et lille træ og et blomsterbed, og i sommeren 2021 gjorde jeg alvor af det. Jeg besluttede, at det skulle være højbede, så jeg ikke fik problemer med græsinvasion i bedene. Valget faldt på nogle særdeles solide svejsede højbede i cortenstål fra JL Steel - et kvadratisk, 1x1 m og et aflangt, 1x2 m.

Da de var ankommet fra Sjælland, gik vi i gang med at opgrave og vende græstørven, der hvor de skulle stå. Det tog to dages arbejde i Kristi Himmelfartsferien, så kunne vi stille bedene på plads med megen finjustering med vaterpas, håndskovl og sand. Næste skridt var at fylde jord i bedene - vi hentede muld blandet med kompost fra genbrugspladsen.

Så kom det spændende: Planterne.

Jeg havde gjort mig mange tanker om, hvilke stauder, der ville se godt ud sammen i et gul-hvidt bed. Jeg besluttede mig for, at de gule farver skulle være måneskinsgule, og at der både skulle være planter med gult løv og med gule og hvide blomster. Selvom det aflange bed ikke er mere end to meter langt, er det ikke alle dele af det, der får lige meget sol - vores store hjertetræ lægger den højre ende af bedet i skygge midt på eftermiddagen. Jeg havde lavet en liste, men det viste sig at være vanskeligt at finde alle planterne hos én leverandør. Nogle af dem kunne jeg slet ikke finde, så de blev erstatte med hvad havecentre og netbutikker kunne tilbyde.

Sammensætningen endte sådan her:

  • Skælhoved, Cephalaria gigantea - 1

  • Hvid hjerteblomst, Dicentra spectabilis - 2

  • Hvid småhjerte, Dicentra formosa 'Aurora', 1

  • Skønhedsøje, Coreopsis verticillata 'Moonbeam' - 3

  • Broget vortemælk, Euphorbia martinii Ascot Rainbow - 2

  • Skovasters, Aster divaricatus - 3

  • Hosta 'June fever' - 1

  • Hosta 'Frances Williams' - 1

  • Salvia 'Sensation White' - 5

  • Røllike, Achillea 'Crème de la crème' - 3

  • Gul lupin, Lupinus Russel Hybrid 'Gallery' - 1

  • Viol-frøstjerne, Thalictrum delavayi 'Splendide white' - 2

  • Pæon, Paeonia mlokosewitschii

  • Pæon, Paeonia itoh 'Lemon dream'

Ja, det er en skrækkelig masse planter til 2 m2, jeg ved det! Men jeg ville gerne plante tæt fra start, og flere af dem er kortlivede (lupin, staudesalvie). Hvis trængslen bliver for stor, må jeg jo flytte nogen af dem... men det har nu ikke været tilfældet her det første år. Der var endda plads til at jeg kunne plante nogle Cosmos 'Anthos' ud i bedet. De viste sig til min store begejstring at have næsten samme måneskinsfarve som Skønhedsøjerne - blot en lidt lysere tone - der er allerede lavet dejlige buketter!

Det lille sarte træ

Og så var der bedet på 1 m2. Her tænkte jeg, at der skulle stå et lille træ med hvide eller gule blomster, men jeg var meget i tvivl om hvilken slags. Jeg overvejede en tjørn (hjemmehørende, insektvenlig), et paradisæble (ditto), en magnolia (for de tidlige, skønne blomster) eller en koreakornel (for de smukke blomster). De sidste to krævede surbund, men det kan jo også lade sig gøre i et højbed.

Jeg tog i havecenter med min haveveninde, og her faldt vi over en skønhed: Hongkongensisk kornel, Cornus Hongkongensis. Der stod godt nok på skiltet, at den kun kunne tåle ned til 10 graders frost - og vi har lige haft en vinter, hvor vi var nede på minus 15...

Men den gode veninde sagde, at så kan man jo pakke den ind i fiberdug, hvis det ser ud til frost...og den var bare så meget finere end de Koreakorneller, som de havde på lager.

Så det blev den lille skønhed, som stod med mange knopper. Den blev plantet efter alle kunstens regler i spagnum blandet med kompostjord, og jeg har sat fire japansk star rundt om den, som med tiden forhåbentlig bliver et smukt græstæppe. Og så sprang blomsterne ud. I begyndelsen var de gulgrønne og ca 4 cm i diameter, og det så fint ud. Men så begyndte de lige så langsomt at vokse og blev hvidere. Nu har den blomstret i næsten to måneder, og jeg er helt klar med pinde og fiberdug for at beskytte min sarte skønhed til vinter, hvis det skulle se ud til hård frost, for jeg vil godt nok gerne opleve den igen til næste år.