I det tidlige forår 2026 besluttede jeg, at nu skulle vores knoldebro foran huset færdiggøres. En knoldebro er marksten lagt i en 50-100 cm bred stribe foran huset. Den leder vand væk fra huset, forhindrer at soklen bliver fugtig - og så ser den pæn ud. Jeg havde fået lagt sten på den ene side af vores hoveddør, men en drlig ryg og en hastigt voksende kirsebærlaurbær havde sat en stopper for projektet, så det havde ligget stille i årevis.
Men i marts fældede vi kirsebærlaurbærbusken. I april blev børn og svigerbarn hidkaldt til arbejdsdag, og så kom der gang i sagerne.
Der blev gravet ud, lagt ukrudtsdug og grus og sten og den lerede og stenede jord, som også var fuld af rødder blev gravet igennem.
Da dagen var omme, var knoldebroen færdig, og tre havehortensiaer: 'Pandria', Switch 'Ophelia' og 'Confetti' plantet - vi brugte en sæk champost for at give dem noget at leve af.
I maj så det sådan ud. I mellemtiden havde jeg plantet fem storkenæb, 'Ingwersens variety' mellem hortensiaerne.
I august blomstrede hortensiaerne smukt. De havde også fået meget vand i den knastørre sommer.