Månedsblogs‎ > ‎Maj‎ > ‎

Koldt og vådt

indsendt 16. maj 2010 02.50 af Tine Andersen   [ opdateret 16. maj 2010 09.07 ]
Kartoflerne blev lagt i påsken, og der er sået hestebønner. Jeg har også gjort drivhuset rent og stillet nogle af mine "babyplanter" derud - lathyrus, som er sået i rootrainers (en speciel form for spirebakke, som er usædvanlig velegnet til lathyrus og andre store frø - fås i flere webbutikker) og nicotiana. Og så krydser jeg fingre for, at vi ikke får nattefrost igen. Det har vi nemlig haft flere gange her i maj, og tulipanerne var et ynkeligt syn dagen efter - de hang med hovederne. 
Jeg har været ved at forsøge at finde ud af, hvor længe tulipanerne egentlig lever i min have.
Kort tid efter, at vi var flyttet herud i 1989 fik jeg nogle løg, som en af mine slægtninge havde købt til mig i Tivolis butik - "Tivoli tulipaner", tre slags i gult og hvidt. De har været helt forbavsende levedygtige: Af en pose med otte stk "Revy" , en smuk lysgul tulipan med hvide, let frynsede kanter(som jeg har fundet ud af er Tulipa fosteriana 'Sweetheart') blomstrer i år - 20 år senere - stadig tre.  Ligeledes blomstrer tre af de otte Georg Carsensen, alias 'Baby Doll', en gul dobbelt tulipan. Den sidste, en hvid liljeblomstret ("Snowdrift") er forsvundet.
En anden tulipan, som har vist sig særdeles levedygtig i min have, er en høj Darwinhybrid, 'Ivory Floradale' (Det øverste billede). Den lægger ud med smukke æggegule knopper, som står i lang tid inden de folder sig ud. Den store blomst falmer nu til næsten hvid, samtidig med at purpurrøde stænk på ydersiden bliver mere og mere synlige. Jeg lagde 12 stk. i 2003, og de blomstrer alle i år, 7 år senere! De liljeblomstrede grønne/hvide/rosa 'Florosa', som jeg lagde i 2008 leder også til at være levedygtig, den er endnu ikke sprunget ud, men der er 9 af 10 tilbage. Også den hvide liljeblomstrede 'Trés Chic' holder godt, af 12 løg lagt i 2006 er 9 tilbage.
Ellers er der typisk 2-3 tilbage efter et par år. Papegøjetulipaner, som jeg holder meget af, er klart de mindst holdbare - de forsvinder helt i løbet af to år, mens andre stædigt bliver ved at sende én eller to blomster op i  årevis. Resultatet er, at mit bed med stauder og løgplanter bliver mere og mere broget - en charme mere!
Ellers er tulipanerne i dette bed:
'New Design' - meget køn med hvidkantede blade, men ikke særlig holdbar.
'Creme upstar' , en smuk dobbelt hvid med rosa (fire tilbage af 10, som blev lagt i 2003).
'Antraciet' (en af mine yndlinge, dobbelt, mørk purpur - middelholdbar).
'Weber's Parrot' en fin grøn og rosa papegøjetulipan, af 12 lagt i 2006 er 2 tilbage.
Af 10 løg af en anden papegøje, 'Green Wave' (nederste billede th), lagt i 2008 er kun én tilbage.
'Montreux' er en fin dobbelt hvid/rosa, men af de 6, jeg lagde 2009 er kun 3 tilbage, så den tror jeg ikke, jeg prøver igen!
 
 
 
Ivory Floradale
 
Tulipaner, vortemælk og broncefennikel
 
Comments