Månedsblogs‎ > ‎August‎ > ‎

Nu begynder forfaldet

indsendt 19. aug. 2012 23.22 af Tine Andersen   [ opdateret 19. aug. 2012 23.24 ]
d. 20 august 2012
Det er ikke til at overse. Tegnene er allevegne: Sommeren er ved at trække sig tilbage. Vi kaldeer det sensommer, og vel er temperaturerne højere, end de var i for- og højsommeren, men den voldsomme vækst, det eksploderende grønne og kulørte er afløst af begyndende falmen, gulnen, rødmen og frugtsætning.
Det er ikke et godt æbleår, ikke her i hvert tilfælde: aldrig har der været så få æbler. Blomsterne blev ramt af et frostsvirp, og nu ser vi resultatet. Til gengæld har alle former for svamp haft lykkelige dage. Stokrosen har rust, roserne har stråleplet, konglysene har meldug.
 
Og insekter og snegle har guflet løs af blade og blomster. Forleden så jeg på nettet BBC's fremragende "Gardeners' world" episode 18 hvor Carol Klein med den fantastiske stemme fortalte om sin kamp mod "slugs and snails", og jeg kunne sagtens følge hende i ærgrelserne - især har vi her rigtig rigtig mange havesnegle med hus, efter af vi med ret stor succes nedkæmpede en større invasion af iberiske skovsnegle for en del år siden og siden har kunnet holde dem nede.
 
Det positive var, at Carol Klein anbefalede en række planter, som de slimede kræ ikke gider spise. For eksempel de fleste storkenæb (Geranium), juleroser og påskeklokker (Helleborus), akelejer (Aquilegia), roser (og andre medlemmer af rosenfamilien, fx. lådden løvefod (Alchemis Mollis), nellikerod (Geum), potentiller, æbler og mange, mange andre, agastacher, silke- og moskuskatost, makedonsk blåhat (Knautia). Jeg har selv de fleste af disse i min have og kan bekræfte, at de modstår sneglene.
Comments