Månedsblogs‎ > ‎

Februar

Min fødselsdagsmåned - den kolde, korte måned. 

Gøremål:
- klippe vin tilbage, hvis det ikke er sket i januar
- læse havebøger og planlægge køkkenhave
- bestille frø
- rydde lidt op, hvis det er godt vejr
- fodre fuglene
- beskære viticella-klematis
- beskære æbletræer
- tag et blik på andre træer og buske og vurder, om de skal klippes/skæres tilbage

Det lysner - men gråt og vådt er det også

indsendt 19. feb. 2016 04.47 af Tine Andersen

Det er kun undtagelsesvis, at det har været vejr til at gå i haven denne februar. Sidste weekend var det dog lige varmt nok til at jeg kunne klippe vinen tilbage og vinterbeskære æbleespalieret, men ellers er det for koldt og for vådt, og desuden siger alle have-autoriteterne, at man ikke skal træde rundt i haven når jorden er pladdervåd og/eller frossen. 
Men erantis er der, og vintergækker, som dog ikke er sprunget helt ud endnu - de fleste står stadig med de hvide spir pegende opad. Enkelte botaniske krokus har også vovet sig frem, og der er tøvende knopper i roser og andre buske. Men alt i alt ser det hele lidt miserabelt ud - dog med undtagelse af (græs-)plænen, som har antaget en livlig og lysende grøn farve - fordi den fortrinsvis består af mos! 

Når man kigger godt efter, er der dog også andet på vej op. Forfrosne tulipan- og påskeliljeblade stikker op, og der er også stauder, der er på vej. Juleroser og påskeklokker står i knop, de vidunderlige staudevalmuers blade står fine og lysegrønne, og iris'erne stikker deres skarpe sværd op over den frosne jordskorpe og de rimdækkede sorte blade.

Her inden for i varmen har jeg bestilt og modtaget frø. Jeg har forsøgt at holde mig i skindet i år, men det er alligevel blevet til seks slags lathyrus og de løse: En ny slags "sort" tomat, en rød peber i tomatfacon, den dejlige Salvia Splendens Lighthouse Purple, en lysviolet tropæolum (!) og stangbønne "cobra", som tidligere har givet godt.



Slatten vinter

indsendt 21. feb. 2015 07.34 af Tine Andersen   [ opdateret 21. feb. 2015 07.50 ]

Denne vinter er slatten...der har næsten ikke været noget sne, og temperaturen har været mere over frysepunktet end under. Det er gråt, vådt og klamt. Ude i haven er der dog gået lidt forår i den. Vintergækkerne blomstrer, og krokusserne viser farve - de skal bare have en solskinsdag, så vil de springe ud. Ud af vinduerne kan man også konstatere at de fire kornel-buske "Midwinter Fire", som vi satte sidste efterår står med smukke gulorange grene - det skal nok blive godt, når de kommer til at fylde mere.
 
Af og til vover jeg mig ud i regn og slud for at fylde fuglefrø (solsikke- og hampfrø) i foderautomaterne, og fuglene sætter tydeligvis pris på det - skovspurve, blåmejser, musvitter, grønirisker, dompapperne, rødhalsen - og i dag så jeg også gærdesmutten, som ellers smutter rundt i hækken og gemmer sig, og en mejse, som måske var en sortmejse? Og naturligvis solsorterne og de store fede skovduer.
 
Men ellers er det småt med lysten til udendørs aktiviteter. Kattene gider heller ikke rigtig ophold sig ude på terrassen i længere tid, de nøjes med at sidde ved terrassedøren og sukke/mjave længselsfuldt. Jeg vil kaste mig over planlægningen og glæde mig til bedre tider!

19. februar 2010

indsendt 13. feb. 2014 00.42 af Tine Andersen


Det sner - det er ikke noget nyt. Det begyndte at sne 14 dage før jul (sidste år!), og siden da har sneen ligget her. Det har ikke tøet ret mange dage, og der er faldet lidt sn af og til, så alt er begravet i en slags gletscher, der består af (beskidt) is nederst, så sammentrådt sne, og øverst den nyeste sne. I øjeblikket er det tøsne, der falder, så sneen er tung og våd, og DMI har lovet mere tø - men også mere sne/slud, så hvornår vi får græsset at se (for ikke at tale om vintergækker og
erantis) er uvist. Det rykker i én for at kommer ud, men der er ikke rigtig noget at være ude efter. Jeg har dog gennemgået mine frø (der var mange til overs fra sidste år) og købt nye hos Tine Albinus. I dag har jeg også købt en sæk så- og priklemuld, så planen er at få sået nogle staudefrø i kasser, som så skal stå til spiring i carporten.

13. februar 2014

indsendt 13. feb. 2014 00.40 af Tine Andersen   [ opdateret 13. feb. 2014 03.40 ]

Denne vinter har ikke været særlig snefyldt...julen var våd, i januar regnede og blæste det stort set uden ophold. Solen skinnede meget lidt, faktisk var det den mørkeste januar i mange år. 

Men der var da også dage med frost, så der kom is på whiskytønden, hvor naboens kat Sigurd kunne løbe på skøjter eller på poter...

Igen i år blev det februar, før vejret var tåleligt nok til beskære vinen. Så da solen skinnede lørdag d. 8. februar, steg jeg iført vinterhavejakken (en sort arbejdsjakke med fleecefor købt i XL Byg for 200 kr!) op på trappestigen med min nye havesaks, Felco 6, som jeg havde fået i julegave. Det er utroligt, som sådan en vindtørt udseende vinplante kan vokse i løbet af en sæson, der blik klippet mange meter af. Undervejs måtte jeg tage hue på - og alligevel tog det mig flere time at få varmen igen. 

Jeg havde også konstateret, at der (igen) var gravet i vores støjvold - ret store huller, hvor der var kastet jord og sten op ved siden af (dog ikke så store som en rævegrav!). En gang sidste vinter så jeg et mårdyr bugte sig i hurtig fart ned over volden og ind i naboens have. Den havde også sat spor i sneen, og efter megen læsning af pattedyrbogen og googling blev jeg enig med mig selv om, at det kunne være en ilder. Det var jo ganske spændende, at have et rovdyr i haven (foruden de indendørs, naturligvis!). Ikke desto mindre fik graveriet mig nu til at få betænkeligheder: for sæt, det alligevel var rotter. Der har været rotter herude tidligere, og det er jo ikke noget, man skal spøge med. Så jeg gik på kommunens hjemmeside og fik booket et besøg af rottebekæmpelsen d. 12. februar. 

Det var igår, og inden middag, hvor rottemanden skulle komme, fjernede jeg skyldbevidst alle mine mejsekugler og fuglefrøautomater - tidligere besøg har udløst skideballer over at jeg fodrede fugle, når der var observeret rotter. Ved middagstid arriverede så rottemanden, og vi gik sammen ud i haven. Hans dom var prompte: "Det der har aldrig været rotter!". Jeg fortalte ham om min ilderteori, og den syntes han lød særdeles plausibel. Han mente, at graveriet skyldtes, at den graver efter mus. 

Han drog afsted, og jeg hængte glad mine mejsekugler og foderautomater op igen. Når det bliver lidt varmere, vil jeg gå ud og reparere skaderne efter ilderens hærgen, men det haster ikke. 

Jeg har også bestilt frø, både hos Impecta og Albinus frø. Tidligere har jeg købt mange frø hos det lille svenske firma Rara Växter, men til min bedrøvelse så jeg på websiden, at ejeren, Ulla Hedmalm, var død, og at familien holdt pause inden firmaet åbner igen. Ulla vil blive savnet af mig og mange andre haveelskere - hun havde en evne til at finde det særlige og smukke.  I år har jeg afholdt mig helt fra at bestille grønsagsfrø, med undtagelse af én slags tomater. Jeg har fra sidste år frø til overs af tre slags stangbønner og hestebønner, persille, koriander og radiser. Det må slå til. Til gengæld har jeg bestilt frø af tre slags lathyrus, appelsintagetes, tropaeolum 'Moonlight´samt tre favoritter fra sidste år: Zinnia 'Queen Red Lime', Cuphea Lanceolata 'Purple Passion' og pragtsalvie 'Lighthouse Purple'. Jeg glæder mig til at begynde så-sæsonen i marts-april!

13. februar 2011

indsendt 13. feb. 2011 12.17 af Tine Andersen

Vinter vinter vinter...den begyndte i november, og hele december var alt dækket af sne, og temperaturen kom ikke over frysepunktet. Tulipanløgene, som ikke var lagt, stod i deres poser og frøs. Alt frøs. Og så endelig i slutningen af januar blev det tøvejr mere end en dag i træk, og den første uge af februar var det tø. Dog ikke nok til at "løse den bundne jord", som der står i sangen ("Det er hvidt derude"). Men i går var jeg dog i haven. Solen skinnede, og det var 4-5 grader varmt. Jeg klippede vinen tilbage (det skal ske senest i februar - jeg begyndte i januar, men det var for koldt at gøre det af én omgang) og begyndte så småt at fjerne visne staudestilke.

1-5 of 5