Månedsblogs‎ > ‎

Juni

Blandede vejrbolsjer og kampen mod rosernes fjender

indsendt 11. jun. 2019 09.17 af Tine Andersen

I modsætning til 2018, hvor en insisterende tørke startede i maj og varede til august, har både maj og juni i år været temmelig blandede grænsende til det miserable. Ikke mange dage med over 20 graders varme og få med strålende solskin...
Som sædvanligt er jeg bagud. Da man kunne købe store frodige tomatplanter i Brugsen, var mine violette cherrytomater, som vist kom rigeligt tidligt ud i det nye drivhus kun små pistlinge på 15-20 cm. Nu har jeg dog fået pottet dem om i lidt større potter (men endnu ikke i de store spande!). Kartoflerne, som blev lagt i slutningen af april vokser fint, og her i pinseweekenden fik jeg sået bønner. 
Jeg har en bønnetipi bestående af en midterpæl i jern, som kan skilles ad. På toppen har den en fin "krone" og kroge til otte snore, som jeg fører ned til teltpløkker i højbedet. De originale nylonsnore er forlængst gået til ("tingesten" er mindst 15 år gammel!), så nu bruger jeg tykke grove snore af et naturmateriale (jute?). Jeg har sået fire forskellige stangbønner ved hver snor - nogle gule voksbønner, nogle blå og to slags brogede (den ene er borlotto lingua di fuoco, den anden kan jeg ikke huske navnet på!). Tidligere på måneden såede jeg også to række hestebønner, som ser virkelig fine og livskraftige ud. 

Ellers  har jeg brugt Kristi Himmelfartsferien og pinsen til at plante ud og prøve at styre to typer af stauder, som jeg er meget glade for, men som truer med at overtage haven, hvis de ikke bliver disciplineret: Akelejer (hvor jeg især forsøger at bevare de røde, de mørkviolette, de hvide og de dobbelte) og storkenæbbene. Her er det især de bølgekronede storkenæb (Geranium Phaeum), der har kronede dage under æbletræet. De er smukke med de mørkviolette, næsten sorte blomster og de store blade med sort mønster, og de konkurrerer bravt med skvalderkålen - MEN de breder sig med lynets hast (frø!), så snart man vender ryggen til.  Fra én lille plante har jeg nu omkring 15 m2 af dem... Tidligere skar jeg dem ned enkeltvis med beskæringssaks, men det er blevet for omfattende, så i år gik jeg løs på dem med en hæksaks, så snart jeg kunne se, at de var ved at danne frøkapsler. Men også Oxonianum-geranierne er om sig og vokser ud over stier og lægger deres lange blomsterstængler ned over andre stauder, som forsøger at kæmpe sig op mod lyset - sidste år var de endda tæt på at kvæle en nyplantet sommerfuglebusk. Langs stien får de også med hæksaksen, og de planter, som trænger sig ind på de andre stauder, bliver hårdt og brutalt rykket op. Når jeg går på pension tænker jeg, at jeg vil få tid til at potte dem og sælge dem på et plantemarked til spotpris - nu ryger de på komposten, fordi det andet er for tidskrævende.

Og så er der roserne. De har reageret godt på at få mere vand i år end sidste år, og mine to gammeldags roser, Belle Isis og Nuits de Young, ser ud til at ville blomstre noget mere rigeligt end de nogensinde før har gjort. Den tredie gammeldags rose, Ghislaine de Feligonde er supersund og har blomstret rigeligt uanset sommerens vejr, og har også i år rigtig mange knopper. 
De opstammede roser (Heidi Klum og Darcey Bussel) blomstrer allerede, og den stærkt tornede ferskenfarvede klatrerose Aloha er lige begyndt at springe ud. 
Men skadedyrene altså! Og svampene...Heidi fik et voldsomt angreb af rosencikader (bittesmå hvide kræ, der sidder på undersiden af bladene og suger, så bladene bliver helt spættede). Desuden har jeg fjernet (med succes, tror jeg) en del sammenrullede blade (rosenbladhvepselarver) og skud, der var under angreb af rosenboreren. Nu bruger jeg jo ikke gift, så det er noget med at fjerne angrebene manuelt og med en hård vandstråle, og evt sprøjte med insektsæbe. Det sidste har jeg nu ikke gjort endnu. 

Det er værre med stråleplet, som især Darcey Bussel og min navnløse røde klatrerose lider af. Jeg har købt noget såkaldt bladgødning tilsat nogle æteriske olier, som skulle kunne holde svampene i skak - det skal sprøjtes på bladene i gråvejr en gang om ugen, og med det vejr vi har, burde det være muligt! Jeg vil rapportere om succes'en senere på sæsonen. 

I år er det sommer i juni

indsendt 16. jun. 2016 05.24 af Tine Andersen

... og bierne summer i blomsterne. I dag er det godt nok lige begyndt at regne, men ellers har det været gloriøst vejr stort set hele juni - sol det meste af tiden og over 20 grader varmt. Som det ses trives blomsterne i solen. 
En undtagelse er dog mine dejlige mauve staudevalmuer, 'Patty's Plum'. De startede fint og optimistisk med grønne bladtuer, men efter en langvarig regnperiode i maj blev bladspidserne mørke og ligesom tørre, og knopperne så også usle ud. Blomsterne sprang da ud, men ikke med den sædvanlige pragt. Haveselskabet fortæller mig, at det kan ske, når der er en langvarig våd periode, når valmuerne skal sætte knop. Vi håber på bedre held næste år.

Til gengæld er jeg voldsomt begejstret for kombinationen af abrikosfarvede kongelys (tror nok det er Verbascum chaixii 'Copper rose' og Allium atropurpureum (til højre) - og som det ses er bierne glade for dem begge. Kongelysen sår sig selv og varierer lidt i farven - med hensyn til Allium'en håber jeg, at den kommer igen til næste år - jeg plejer ikke at have det store held med Alliun i min vandholdende lerjord...

Og som billedet i midten viser - er det lige straks tid til at høste hyldeblomster til hyldeblomstsaft. Jeg tror dog, vi i år må ty til at save grene af "busken", for de fleste blomster sidder i fire meters højde!

Brrrrrrr (2015)

indsendt 15. jun. 2016 07.36 af Tine Andersen   [ opdateret 15. jun. 2016 07.37 ]

...skal det forestille sommer? I dag, d. 11. juni har vi siddet ude på terrassen og spist aftensmad - for 2. gang i år. Det har været "varmt" i dag: Temperaturen sneg sig op over 20 grader. Ellers har maj og juni hidtil skuffet ved at være meget lidt sommerlige. Især har det blæst alt for meget - vindhastigheder over 8 m/s og med storm eller kuling i vindstødene. Ikke vejr til at være ude og nyde haven!
Men køn og frodig er den ligegodt. Tulipanerne er for længst afblomstret og afløst af storkenæb (Geranium Phaeum og Geranium Oxonianum) og akelejer . Staudevalmuer og pæoner står i knop. Dahliaerne titter op over jorden, og kartoffelplanterne er alt for høje. 
 
Roserne har det ikke for godt. Selv den robuste røde klatrerose,  'Sympathie', har fået et angreb af stråleplet som nok vil føre til at den taber de fleste blade                     

Udplantning

indsendt 19. feb. 2010 09.13 af Tine Andersen   [ opdateret 28. jul. 2012 09.38 ]

4. juni 2008
Det har været den skønneste forsommer i mange år – varme aftener, solbeskinnede dage. Men det har også været den tørreste forsommer i mands minde, det har vi meteorologernes ord for. Derfor har det knebet noget med at få gode betingelser for at plante ud, og det gælder både det, man har fremdyrket i sin vindueskarm og planter, som man måtte have købt som udplantningsplanter.

 

En gang imellem må man jo holde pause fra al sin aktivitet. Og lige nu er der fuldt af blomster, så prøv at gå lidt tæt på dem og nyd deres fantastiske detaljer. På trods af, at ”basisdesignet” i en blomst er ens (bægerblade, kronblade, støvdragere og støvfang), varierer blomsterne helt enormt i form og farve. Som geranierne med deres fem kronblade, som har små landingsstriber til insekterne på hvert kronblad.  Dværgsyrenens klase af små lysviolette korsformede blomster. Den nikkende hvide fuglemælk med de grønne striber. Alliums mange små rødlilla stjerner, som er sat sammen til en bold. Eller rabarberens fantastiske hvide blomsterspir…

  • Studs æbletræer – skær de lange sommerskud tilbage til det tredje enkelte blad efter skuddets ”start” (der sidder en klynge blade lige i starten, de tælles ikke med). Fjern skud, der går ind mod midten af træet eller lodret opad.
  • Fjern ukrudt løbende, helst inden det sætter frø
  • Skær afblomstede stauder tilbage
  • Nip visne hoveder af sommerblomsterne – så blomstrer de mere
  • Roserne skal lige til at blomstre. Gød dem, og sprøjt dem med insektsæbe, hvis der er mange bladlus i dem (det er der i roserne her omkring). 

1-4 of 4