Månedsblogs‎ > ‎Februar‎ > ‎

Det lysner - men gråt og vådt er det også

indsendt 19. feb. 2016 04.47 af Tine Andersen
Det er kun undtagelsesvis, at det har været vejr til at gå i haven denne februar. Sidste weekend var det dog lige varmt nok til at jeg kunne klippe vinen tilbage og vinterbeskære æbleespalieret, men ellers er det for koldt og for vådt, og desuden siger alle have-autoriteterne, at man ikke skal træde rundt i haven når jorden er pladdervåd og/eller frossen. 
Men erantis er der, og vintergækker, som dog ikke er sprunget helt ud endnu - de fleste står stadig med de hvide spir pegende opad. Enkelte botaniske krokus har også vovet sig frem, og der er tøvende knopper i roser og andre buske. Men alt i alt ser det hele lidt miserabelt ud - dog med undtagelse af (græs-)plænen, som har antaget en livlig og lysende grøn farve - fordi den fortrinsvis består af mos! 

Når man kigger godt efter, er der dog også andet på vej op. Forfrosne tulipan- og påskeliljeblade stikker op, og der er også stauder, der er på vej. Juleroser og påskeklokker står i knop, de vidunderlige staudevalmuers blade står fine og lysegrønne, og iris'erne stikker deres skarpe sværd op over den frosne jordskorpe og de rimdækkede sorte blade.

Her inden for i varmen har jeg bestilt og modtaget frø. Jeg har forsøgt at holde mig i skindet i år, men det er alligevel blevet til seks slags lathyrus og de løse: En ny slags "sort" tomat, en rød peber i tomatfacon, den dejlige Salvia Splendens Lighthouse Purple, en lysviolet tropæolum (!) og stangbønne "cobra", som tidligere har givet godt.



Comments