Det kolde kolde forår

Oprettelsesdato: 12-04-2013 07:58:16

12. april 2013

Det har været den koldeste marts i 26 år. Også den med mindst nedbør længe, og den solrigeste. Men hvad glæde har man af det som havemenneske, når sneen dækker hele haven og det er 3 grader "varmt" om dagen og stiv nattefrost? Nu er det april, og sneen er næsten smeltet....

Ude i haven kan man nu se et tæppe af vintergækker og de krokus, der ikke er blevet smadret af sne og is. I påsken stak de blot op gennem det tykke snelag, se til højre...

Herinde står langbenede frøplanter af sommerblomster og tomater, som ikke kan få lov at komme ud i det kolde kolde drivhus, og i vindueskarmen i soveværelset står to æggebakker med læggekartofler med for lange spirer. Suk! Jeg har dækket kartoffelbedet med klar plast, men må nok indse, at der skal gå mindst 14 dage endnu, før jorden er varm nok til at putte nogetsomhelst i den.

Krokus i sneen omkring 1. april