Regn, regn, regn

Oprettelsesdato: 23-10-2016 10:25:28

Hvor september i år var et mirakel af sol og varme, har oktober vist sig fra sin mest klamme og kedelige side. Mørke dage med regn i spandevis, blæst, temperaturer mellem 7 og 10 grader.

Og så har vi måttet tage afsked med Stoffer, vores elskede halvabyssinier, som blev 19 år og 1 måned. Han havde småskrantet siden juni, gigt og dårlige nyrer. I sommerferien pådrog han sig oven i købet en omgang regnbuehindebetændelse, og dyrlægen konstaterede, at der ikke var meget syn tilbage. Men han var stadig Stoffer, den stolte kat, som var konge over huset. Men i september blev han dårligere, miavede/brølede midt om natten, ville ud, ville alligevel ikke ud, virkede lidt forvirret og utilpas. Fredag d. 7. var vi alle tre (Kurt, sønnen og jeg) enige om, at vi måtte gøre en ende på det - han slingrede, kunne ikke længere hoppe op på en stol og virkede forpint. Så lørdag morgen d. 8. oktober tog vi alle tre ned til dyrlægen hvor han fik den sidste sprøjte (han har fået mange, vi fik 11 siders udskrift af hans journal af dyrlægen!).

Han er nu begravet i haven, i et hjørne af græsplænen og jeg har lagt krokus ("De Jager") og perlehyacinter på den lille grav.

Vi har også taget afsked med den dejlige opstammede rose, Shakespeare 2000, der frøs tilbage for et par år siden og aldrig forvandt det. Stammen begyndte at sætte rodskud i hele køkkenhaven, og så måtte den jo op. Men jeg har - fra Jespers Planteskole bestilt en ny opstammet rose, "Darcey Bussell", som jeg har store forventninger til. Jeg "kom også til" at bestille en lille opstammet "Heidi Klum", en violet rose, som skal stå i en krukke på terrassen.

Æblerne er forlængst slut - de var store og søde, men lidt vandede i år. Men druerne! I sidste weekend høstede vi resten, vel 10-15 kg. Vi pressede saft af dem, så det stod ud over hele køkkenet. Noget af saften frøs vi ned, en del blev til en rigtig dejlig marmelade sammen med et par kilo af de kæmpestore Aroma-æbler.

Men der skal også lægges tulipaner. I vores frostfri rum står en kasse med mængder af tulipanløg fra Blomsterverden, som skal lægges i staudebedene. Men jorden er klam og våd, og det er mørkt og fugtigt, så det vil kræve en mindre overvindelse at trække i havetøjet og begive sig ud med løglæggeren...

Stoffer 7/9/1997 - 8/10/2016

Fuglene skal også fodres...