Månedsblogs‎ > ‎Juli‎ > ‎

En tur med saksen og snorene

indsendt 2. aug. 2012 11.40 af Tine Andersen
Når jeg kommer hjem fra arbejde, tager jeg en tur med saksen. Der er meget afblomstret, der skal klippes af ("deadheades", som englænderne siger). Roserne forsøger jeg at holde nogenlunde pæne ved at klippe de afblomstrede af. Men da de har alt muligt kryb og stråleplet, sørger jeg for at desinficere saksen mellem hver rosenbusk. Til det formål har jeg en plastbøtte med husholdningssprit (og tæt låg) stående i haveskuret.
 
Ud over roserne gennemgår jeg også hver dag lathyrus'erne og klipper "ærterne" af, så de sætter nye blomster i stedet for at bruge kræftene på frø.
 
Jeg har også altid korte stykker snor i lommen, så jeg kan binde lathyrus, roser, bønner og andre vildfarne vækster fast til deres stativer/snore/espalier. Jutesnor i dåse er en genial opfindelse! Jeg gør som følger: Vikler snoren 10-20 gange om fingrene på den ene hånd og klipper gennem hele bundtet. Så har jeg 10-20 stykker snor på ca. 12 cm, lige passende til at binde ting og sager op med. Når jeg binder op, lægger jeg først snoren om stativet/pinden/snoren eller hvad det nu er, snor enderne to gange om hinanden og binder dem så om plantestænglen med et råbåndsknob. Så har jeg en opbinding, som ikke skader planten, er let at fjerne og miljøvenlig (jute er et plantemateriale, som nedbrydes i naturen, hvis man glemmer at fjerne snoren, og i komposten, hvis man husker det ;-).  
Comments